Medlemsportræt: 10-sprogligt begavet

Samtidig med at Kirsten læste op til didaktik, satte amerikanerne fod på månen: ”Jeg kan huske, da den første trådte ned på månen og sagde de berømte ord: That’s one small step for man, one giant leap for mankind.” På samme vis havde Kirsten blot taget et lille skridt i sit uddannelsesunivers. Snart kunne hun føje Erhvervssproglig Diplomuddannelse i tysk til sit cv (ikke at hun havde brug for et cv, for Kirsten arbejdede fortsat fuld tid i Thisted, selvom hun læste i København). Dernæst føjede hun en Erhvervssproglig Kandidatuddannelse i tysk til listen over meritter, denne gang fra Aarhus Handelshøjskole, hvor hun rejste ned to sammenhængende dage om ugen. Da Kirsten i 1981 blev cand.interpret, fik hun sin beskikkelse og sin ilddåb som tolk, da hun blev indkaldt til at tolke i Vestre Landsret i en kompliceret og teknisk sag om brobygning. To år senere tog hun en ED i engelsk og blev cand.ling.merc., tolk og translatør. Og som om det ikke var nok, begyndte Kirsten at læse russisk på A-niveau, som blot blev begyndelsen til endnu et universitetsforløb; i 1997 afsluttede hun sit sidefag i russisk på AU.

Det startede med latin
Sprogene listede sig egentlig allerede ind i Frøken Lund Jensens univers og klæbede sig fast i hendes komplekse hjerne i mellemskolen: ”I 4. mellem fik vi latin, og det tændte noget i mig, som ikke siden er blevet slukket igen. Jeg blev fanatisk bidt af den stramme opbygning og grammatikken. Jo mere, der kommer på af kasus og indviklede regler, jo mere betager sprogene mig,” beretter Kirsten om arnestedet for hele hendes professionelle virke som translatør og tolk. ”Efter jeg lærte latin, fik jeg øjnene op for engelsk, tysk og fransk, men særligt tysk.”

Kærligheden og sprogene
Kærligheden til sproget fik tidligt i Kirstens liv en evig følgesvend. Det var oplagt, og da også planen, at Kirsten skulle have været på universitet for at læse latin og tysk, men den sommer mødte hun Martin. De sad i den samme rutsjebane i Aalborg, og da Martin spurgte, om de skulle tage en tur mere, blev det en tur for livet. Kirsten var 17 år dengang, og før hun fik set sig om, havde de tre børn, og hun havde fået en familie, der gav hende plads til og mulighed for at udbygge sine øvrige kærlighedssprog: ”I begyndelsen tager det lang tid at lære sig et nyt sprog, men for hvert nyt sprog jeg kaster mig over, bliver det lettere og lettere. Da jeg lærte mig græsk, syntes jeg det var let, fordi jeg kunne forbinde det med dele af nogle af de andre sprog, jeg kunne.”

Finsk blev et must, da Kirstens søn giftede sig finsk: ”Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være,” ler Kirsten, der blev opslugt af den svære grammatik: ”Det er helt magisk for mig at kunne finsk. Der er ikke ret mange ord, der ligner dansk. Det er jo ikke et indoeuropæisk sprog. Men de har dog nogle få låneord fra svensk, og så er man næsten fri for de svære præpositioner, der klares med seks lokalkasus.”

Kirsten har aldrig haft behov for at tage orlov fra sin undervisningskompetence –­ og det er blevet til en del jubilæer, hvis du tæller efter: ”Sprog er min store interesse, så jeg har aldrig betragtet studier eller undervisning som arbejde, men som en enestående mulighed for at kunne forfølge min sprogpassion.” Kirsten har undervist i latin på AOF. Da hun skulle undervise i russisk, opdagede hun, at der ikke fandtes en lærebog på dansk i russisk handelskorrespondance, så hun forfattede en til sine studerende, som blev udgivet i 1998: Elementær russisk handelskorrespondance. Og da forlaget opfordrede hende til at oversætte den til engelsk og tysk, var den sag allerede ordnet.

Koden ligger i etymologien
I et forsøg på at blive klogere på Kirsten krøllede hjerne og evnen til at mestre ti sprog, afslører Kirsten, at det for hende ligger i etymologien: ”Når jeg læser ordenes etymologi, så kan jeg meget bedre huske, hvad de betyder, når jeg ser dem igen i en anden sammenhæng. Det er simpelthen sammenhænge, der fascinerer mig. Det er, når jeg kan skabe og forstå sammenhæng, at det kommer til at sidde fast.” I den virkelige verden betyder det, at Kirstens drømmeopgaver som translatør er lange sammenhængende tekster, og ikke som dengang hun skulle oversætte alle betegnelserne for komponenterne i en pølsevogn: ”Det var en træls opgave med alle de enkeltstående ord.”

Sammenhængen i sidste ende
Kirstens fascination af sammenhænge er muligvis også en af hemmelighederne bag hendes lange, uafbrudte liv som underviser. Hun har haft fornøjelsen af at følge flere generationer af sprogstuderende; og de sammenhænge hun der er bindeled i, dem deler hun rundhåndet ud af til sine tidligere elever, når de forbindes fx via LinkedIn i form af en hilsen.

En af de gange Kirsten selv modtog en hilsen fra en tidligere studerende, der skabte sammenhæng for hende, var i anledningen af hendes 45-års jubilæum, hvor Kirsten havde den glæde at modtage blomster med tilhørende brev fra selveste Dynelarsen. Han var en af hendes allerførste elever, og hun husker stadig, hvordan han dengang var så fattig, at han sommetider tog på stop fra Hurup til Thisted i stedet for at tage toget. Men de tider er ovre, og det er Kirstens liv som underviser også. I dag tager hun kun de oversættelsesopgaver, der giver mening for hende, og kun, hvis de ikke kommer i vejen for et bridgestævne. For det sproglige slipper hende aldrig, trods hendes 75 år. Sprogglæden bor i hende for altid.

Kirsten mener, at alle sprog kan læres, og at hendes tilgang til den sandhed er, at man blot skal sætte sig for at gøre det. Resten kommer (næsten) af sig selv.

Skrevet af Caroline Qvist Abel