PORTRÆT AF ET MEDLEM
Angela Guski havde en fransklærer, der efter at have overlevet en sibirisk fangelejr dedikerede sit liv til lærergerningen med stor passion. Den dag, han præsenterede den unge Angela for etymologien, blev hendes skæbne brolagt med omkring 17 fremmedsprog.
Angela Guski er certificeret translatør og tolk i tysk og fransk af Translatørforeningen. Hun har været medlem siden 2018. Angela er på ingen måde kommet sovende til denne dobbelte certificering, hvilket man straks ser af hendes e-mailsignatur, der indeholder tre akademiske referencer: cand.mag., cand.ling.merc. og cand.mag. Den præstation måtte vi høre nærmere om, og derfor inviterede vi Angela til at fortælle om sin sproglige baggrund i dette medlemsportræt, som kan inspirere læserne til at fordybe sig i etymologien og i en fagsproglig profil – for med sådan en sprogpalette ligger verden for ens fødder.
Ich bin ein Berliner
Angela Guski blev født i Vestberlin i en tid, hvor hun som barn har oplevet ting, vi andre blot kan læse om under et besøg på Checkpoint Charlie-museet: ”Jeg så Berlinmuren blive bygget i august 1961. Jeg så, hvordan det østtyske militær først satte pigtråd og derefter byggede en grim mur rundt om Vestberlin. Mange østtyskere forsøgte at flygte i sidste øjeblik. De kastede først deres børn ud ad vinduerne, og så sprang de selv ned fra husene. Selv hvis folk overlevede disse farlige flugtforsøg, risikerede de at blive tævet eller skudt af det østtyske militær. Det var så grusomt! Jeg har set så mange mennesker dø i min barndom; det har gjort et uudsletteligt indtryk.”
Angela voksede samtidig op i et hjem, hvor der var ånd og inspiration at hente fra den ældre generation. Angelas farfar var et godt eksempel for den unge pige: ”Han lærte mig at være ihærdig, at forfølge mine mål, at forblive klar i hovedet – og som han sagde: af og til er der et splitsekund mellem liv og død. Så dramatisk er det heldigvis sjældent i dag,” runder Angela af.
Et andet afgørende minde for den unge Angela er overværelsen af John F. Kennedys berømte tale den 26. juni 1963 i Vestberlin. Angela blev betaget lige i de historiske øjeblikke. ”Det var en af grundene til, at jeg senere også læste retorik. Vi børn forstod fuldt ud, hvilken historisk dag det var og hele den højdramatiske situation omkring Vestberlin.”
Efter disse markante nedslag i Angelas personlige udvikling fra barn til ung valgte hun at lære sprog med stor ihærdighed, nysgerrighed og en utrættelig interesse.
Introduktionen til etymologien
Angela er bedst til selv at fortælle, hvordan det hele begyndte: ”Da jeg var 12 år gammel, gik jeg på et pigegymnasium. Jeg havde fransk som andet fremmedsprog efter engelsk, og når vi lærte et nyt ord, forklarede vores lærer os altid ordenes oprindelse. Jeg sad med ører på stilke. Til jul ønskede jeg mig så en etymologisches Wörterbuch. Jeg fik den og lærte den nærmest udenad, og jeg har den stadig.” Takket være denne dedikerede fransklærer blev Angela optaget af etymologien og hvordan sprogene hænger sammen. ”Han var en venlig ældre mand, der efter anden verdenskrig havde overlevet 10 år i en sibirisk fangelejr, hvor hans ører var faldet af grundet den ekstreme kulde. Han elskede sine elever. Han fortalte os om det franske sprogs historie, og det sugede jeg til mig. I de resterende gymnasieår var fransk det fag, jeg var bedst til.”
Topkarakterniveauet tog Angela med sig til latinundervisningen: ”Som 14-årig fik jeg latin. Vores lærer var ung og fortalte os også om etymologien af ordene. Da han gennemgik verbet operare, var jeg ikke enig, og selvom jeg blot var en lille snothvalp, sagde jeg ham imod: Das stimmt aber nicht, Herr Hambach! Så skændtes vi lidt om det. Næste dag medbragte jeg min etymologiske ordbog og viste ham, at jeg havde ret.”
Nøglen til Angels fascination af sprog lå i sammenhængene mellem ordenes etymologi og sprogene som helhed. Således fortsatte den unge pige op gennem gymnasietiden med at fordybe sig i modersmålet tysk og i fremmedsprogene engelsk, fransk og latin med en kolossal dedikation.
Fra Tyskland til Danmark på en enkeltbillet
I 1964 flyttede familien til Kiel. I gymnasiet fik Angela en dansk sidekammerat, som var kommet til koldkrigstidens Tyskland, fordi hendes far var ansat i Nato: ”På et tidspunkt skrev hun noget med en blyant på sit bord. Jeg sagde: Annemette, was steht da? Men det ville hun ikke rykke ud med. Så blev jeg jo nysgerrig og tog hendes arm væk. Der stod ’lorteskole’. Det ord måtte hun forklare for mig! I mine ører lød det jo bare spændende. Hun fortalte om Danmark. Det var nok hende og så det, at min far elskede Danmark, så vi sommetider var på ferie i Danmark, der vakte min opmærksomhed for det danske.” Som 15-årig begyndte Angela derfor at lære dansk ved efter skoletid at sætte sig på en af de bageste stole i auditoriet ved universitetet i Kiel, hvor der blev undervist i nordisk filologi.
Angela var en opmærksom og videbegærlig ung pige. Efter sin tyske studentereksamen læste Angela nordisk filologi, romansk filologi og historie ved universitetet i Marburg. I romansk filologi valgte hun fransk som hovedsprog og – lidt usædvanligt – rumænsk som bisprog: ”Alle de andre tog spansk eller italiensk som bisprog, men jeg tog rumænsk, fordi jeg tænkte, at den chance ville jeg aldrig få igen.” I nordisk filologi valgte hun dansk, svensk og oldnordisk. I historie læste hun middelalderlatin, for det var en enestående mulighed for også at lære noget om det latinske sprogs historie.
Herfra købte hun i 1975 sin enkeltbillet til Danmark: ”Jeg spurgte min professor, hvor jeg skulle tage hen, og han svarede Odense Universitet. Jeg var selv i tvivl, om jeg skulle forfølge det franske i Frankrig eller det danske i Danmark. Det var nemlig min holdning allerede dengang, at vil man studere et sprog, så bør man rejse til det pågældende land, for ellers får man ikke kulturen, litteraturen og mentaliteten godt nok med. Jeg valgte at læse dansk i Danmark, selvom jeg aldrig havde haft en eneste lektion dansk i gymnasiet. Ingen i min familie og vennekreds forstod, hvorfor jeg ville flytte til Danmark, men det ville jeg altså.”
Cand.mag. i dansk og tysk
Nu tog det fart med fremmedsprogene. Svensk og norsk var obligatoriske fag på danskstudiet, så hvorfor ikke også lære færøsk, nyislandsk, oldislandsk og gotisk? ”Jeg fik et stipendium og tog på et sommerkursus i moderne færøsk sprog og litteratur på universitetet i Tórshavn. Året efter bestod jeg eksamen i nyislandsk sprog og litteratur ved universitetet i Reykjavík, som forudsatte, at man kunne oldislandsk. Jeg tror, jeg har læst alle sagaerne på oldnordisk,” griner Angela.
Sidst i 70’erne tog Angela sammen med en veninde det dengang populære valg at læse russisk på HF. Da hun var færdig, læste hun spansk, og så kunne hun jo lige så godt også gå om bord i italiensk.
”Jeg holder af at se tingene i større sammenhænge og finde ligheder, kontraster og forskelle. Efter at have lært russisk kan jeg perspektivere begrebet aspekt, der er fælles for de slaviske sprog, på en ny måde, hvilket er interessant. Tempus og aspekt har vi jo også i de romanske sprog, men der fungerer de på en noget anden måde. Disse ligheder og forskelle er fascinerende.” Denne forståelse af sammenhænge bruger Angela senere til at tilegne sig endnu flere romanske sprog, plus oldgræsk. Men først bestod hun i 1981 en cand.mag. i dansk og tysk og derefter sit gymnasiepædagogikum.
Cand.ling.merc. i tysk og fransk
Angela frygtede ikke at kunne få arbejde med dansk som hovedfag, og derfor læste hun til cand.ling.merc. med tysk som hovedsprog og fransk som bisprog. Undervejs fik hun alligevel arbejde som underviser ved Odense Universitet og ved VUC Midtfyn. Hun fik en søn, og som højgravid med søn nummer to skrev hun i 1986 sit speciale på 14 dage: ”Jeg sendte det afsted på vej ind til sygehuset den dag, jeg skulle føde.” Naturligvis fik hun igen topkarakterer for sit arbejde. I 1993 fik hun en datter, og i 1999 bestod hun en master i retorik fra Århus Universitet.
Som enlig mor til tre børn forsørgede Angela familien som gymnasie- og universitetslærer i Danmark – og sidenhen i 10 år ved Duborg-Skolen i Flensborg. Samtidig har hun altid været aktiv tolk og translatør. ”Jeg kunne godt lide kontakten med eleverne, kursisterne og de studerende. Det kan være lidt ensomt at oversætte, mens man som lærer hele tiden skal kunne tilpasse sig nye mennesker, situationer og opgaver. Det tror jeg, jeg har haft godt af,” fortæller Angela eftertænksomt.
Cand.mag. i fransk sprog og kultur
Efter 38 år som lærer forlod Angela i 2019 undervisningssektoren for kun at arbejde som tolk og translatør. I 2020 besluttede hun at få endnu en universitetsgrad, nemlig en cand.mag. i fransk sprog og kultur fra Københavns Universitet, som hun færdiggjorde sommeren 2022. Specialet handlede om tempus og temporalitet i det franske sprog siden 1600-tallet og frem til i dag samt komparativt i moderne europæisk spansk og portugisisk.
”I dag er jeg først og fremmest tolk og translatør i tysk og fransk, men jeg interesserer mig også rigtigt meget for de iberiske sprog. Derfor er jeg i de sidste mange år gået til spansk og portugisisk.”
For at lære portugisisk anvendte Angela atter sin viden om etymologien og om sprogenes historie og sammenhænge. Og her er opskriften – enkelt? Angela tog en tilfældig hjemmeside på portugisisk for at nærstudere, hvad det var for et sprog: ”Jeg prøvede at læse siden, hvilket var nemt nok med fransk, spansk og italiensk som baggrund. Jeg spurgte mig selv ud fra den her tilfældige tekst, jeg sad med, hvordan det portugisiske sprog har udviklet sig. Jeg så, at det i flere henseender er tæt på latin. Dernæst gav kriterier som bøjningssystem og fonetik mig et praj om, hvordan sproget har udviklet sig under hvilke vilkår. Jeg konkluderer ganske enkelt ud fra min viden om, hvordan sprog forandrer sig, og på den måde er det ganske nemt at lære et nyt sprog. Resten er træning.”
Det kræver vedligehold at være translatør og tolk
”Det er hårdt slid. Sprog skal holdes ved lige, ellers går de tabt. Derfor bliver jeg ved med spansk og portugisisk. Jeg behøver ikke grammatikundervisning mere, men jeg skal bruge sprogene aktivt, særligt i min alder.”
Som translatør og tolk arbejder Angela ud fra den præmis, som hun grangiveligt altid har haft med sig, nemlig at man skal gøre tingene ordentligt. Derfor påtager hun sig fx ikke simultantolkning i fransk. ”Jeg tolker mellem dansk og fransk, og jeg påtager mig også oversættelsesopgaver, men jeg simultantolker ikke. Det gør jeg kun ubesværet mellem tysk og dansk. Jeg konsekutivtolker fx gerne i en retssal mellem dansk og fransk, for da har man et splitsekund til at overveje sine ord.”
Det er interessant at høre, at Angela i dag drømmer og tænker på dansk. Det sker dog også på tysk, tilføjer hun, men hendes interesse for hjemlandet er skrumpet ind til frem for alt at omfatte tysk litteratur, kultur og filosofi. Talen om Tyskland bringer endnu et minde frem, nemlig en sætning, hendes far ofte sagde, og som hun nu gentager med et skælmsk blik og et indforstået smil: Die Deutschen machen alles gründlich, auch wenn es Scheiße ist.
På mit sidste spørgsmål, hvilke sprog der fortsat er aktive, svarer hun skråsikkert: ”Fagligt er det tysk, fransk og dansk. Og selvfølgelig også spansk, og så forstår og taler jeg portugisisk, som jeg for øvrigt hele tiden får holdt ved lige med min portugisiske svigersøns familie, som jeg har en god kontakt til. Russisk, færøsk og islandsk derimod har jeg ikke holdt ved lige. Jeg kan forstå dem, når jeg hører eller læser dem, men jeg kan ikke selv producere ret meget i dag.”
Sprog åbner døre og hjerter og giver os mulighed for at blive førstehåndsvidner til fantastiske historier ude i den store verden
Afslutningsvis står der blot tilbage at dele endnu et klogt indblik fra et langt liv med adskillige fremmedsprog i kufferten. Angela mener nemlig, at når man mestrer fremmedsprog, får man adgang til historier, man ellers aldrig ville have fået fortalt så malerisk; Når vi taler på vores modersmål, flyder talen fra hjertet. Med disse poetiske ord runder vi af med en sidste anekdote fra siderne i Angelas livshistorie, der viser, hvilke døre sprog kan åbne.
”Jeg var på et privat besøg hos en familie i Rusland, da deres 11-årige søn Valentin kom hjem med karakterskalaens næstbedste karakter i matematik. Han fik overraskende nok skældud for det. Som mor til tre måtte jeg indvende, at det da var flot, hvortil forældrene fortalte, at Valentin gik på en dyr privatskole, og at han kun skulle komme hjem med absolutte topkarakterer, hvilket jeg jo slet ikke forstod. Men så uddybede de. Putin hentede sine børnesoldater direkte fra gaden, mens de drenge, der gik på en privatskole og fik topkarakterer, gik fri, for dem kunne systemet bruge mere hensigtsmæssigt. Da jeg indvendte, at Rusland jo fortsat var et kæmpestort land og ikke behøvede de her børnesoldater ude i randrepublikkerne, svarede forældrene, at de syntes, det var helt i orden at indfange drenge lige fra gaden til at forsvare landet. Det skulle bare ikke være deres søn! Den samtale førte jeg på russisk, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det kun var derfor, jeg fik det fortalt og dermed fik et indblik i et land, hvis befolkning lever i en konstant og panisk angst for magthaverne.”
Skrevet af Caroline Qvist Abel
