TOLKE BIDRAGER MED MEGET MERE END ORD

INTERPRETING-projektet
Jeg blev i forbindelse med mit valg af specialeemne tilknyttet et igangværende forskningsprojekt, INTERPRETING (2019-2022), som er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond og placeret på Københavns Universitet.

INTERPRETING-projektets formål har været at undersøge den kommunikative praksis, der udspiller sig, når borgere, der vurderes at have behov for tolk, har kontakt med politi, domstole, social- og sundhedsvæsen – og dermed opnå indsigt i kommunikative normer, ideologier og udfordringer ved tolkede samtaler. Projektet har ikke haft til formål at påvise problemer med tolkekvaliteten eller tolkenes arbejdsforhold. Det dokumenteres, hvad der sker i de optagede tolkesamtaler, hvilket dermed kan give et vigtigt indblik i en kompleks arbejdsopgave med flere interessenter. Som sprogforskere på projektet kan vi bidrage med et sprogligt perspektiv på tolket interaktion og belyse, hvad deltagerne gør, hvilke effekter det har, samt komme med bud på, hvorfor de gør, som de gør.

Det lykkedes forskergruppen at få tilladelse til at lydoptage 32 retsmøder og 7 terapisamtaler, hvori tolkning indgik. Forskerne har desuden observeret, taget feltnoter og foretaget interviews af tolke og tolkebrugere. Data er derefter blevet transskriberet og oversat. Det var disse behandlede data, jeg fik adgang til i forbindelse med min specialeskrivning.

I det følgende vil jeg kort opsummere tre måder, hvorpå tolkens arbejde i praksis ikke altid stemmer overens med idealerne og de officielle retningslinjer.

• Tolkning som kognitiv og medierende proces

Ved konsekutivt tolkede møder sker samtaledeltagernes betydningsdannelse forskudt og via tolken.  Som tolk har man derfor et overordnet ansvar for, at to eller flere parter – som ikke taler samme sprog – forstår hinanden. Det kan lyde som en simpel opgave, og det er der desværre nok også nogle, der tror. Tolkning er dog langt fra en simpel opgave. Kognitivt set skal der aktiveres to forskellige sprogsystemer. Ud fra det ene sprogs morfemer, ord og syntagmer skal der løbende konstrueres kausalt, grammatisk og syntaktisk sammenhængende enheder på et andet sprog – under tidspres, uden forberedelsestid eller redigeringsmuligheder, og med stort fokus på at gengive så akkurat som muligt. Forskning viser, at både konsekutiv- og simultantolkning kræver store mængder mental energi, samt detaljeret fokus og opmærksomhed, hvilket stiller store krav til tolkens kognitive og lingvistiske færdigheder, men – som jeg vil vende tilbage til – også til tolkens omgivelser og samtalepartnere.

Tolken skal desuden ikke kun bygge bro mellem forskellige sprogsystemer, men skal også agere kulturel formidler og mediere mellem forskellige former for sproglig indforståethed. Kulturspecifikke udtryk kan kræve, at tolken uddyber på vegne af den udenlandske borger. Omvendt kan juridisk terminologi og formaliserede fagudtryk kræve, at tolken uddyber på rettens vegne og forklarer situationsspecifikke rettigheder og begrænsninger over for den udenlandske borger. Retten forudsætter ofte kendskab til det danske retssystem, hvilket kan besværliggøre tolkens arbejde, hvis det ikke er tilfældet. Jeg fandt, at særligt den juridisk tunge fagterminologi kombineret med et hurtigt taletempo og lange talesekvenser – uden hensyntagen til tolkens videreformidling og den udenlandske borgers manglende kendskab til dansk ret – kunne udfordre selv den bedste tolk.

• Forventningen om den usynlige tolk

Tolkens formidlingsopgaver til trods eksisterer der fra myndighedernes side en forventning om, at tolken skal være så ’usynlig’ og ikke-forstyrrende som muligt. Ifølge Tolkehåndbogens principper skal parterne kommunikere med hinanden, som om tolken ikke var til stede, bl.a. ved at orientere sig mod hinanden, ikke tolken. Det kan dog være svært i praksis, da det jo er tolken, som formidler og tiltaler. Det er også tolken, som den eneste med kendskab til de involverede sprog, der kan tage ordet og gå i dialog med tolkebrugerne ved tvivlsspørgsmål.

I mine data indgik nogle tolke i et aktivt samarbejde omkring betydningsdannelsen. Dette skete som regel gennem tilføjelser, ved at stille uddybende spørgsmål, anmode om at få gentaget ytringer eller afbryde, hvis tempoet var for højt. Fx vælger en af tolkene at afbryde sin egen tolkesekvens for at udrede, om den engelsktalende tiltalte siger ”bedroom” eller ”bathroom”. Udtalen gør det svært at høre forskel, og tolken vælger derfor at spørge ind til, om der menes det ene eller det andet for at sikre sig, at gengivelsen på dansk er korrekt. Efter flere taleture hvor udtalen ikke bliver tydeligere, opklares det ved, at den tiltalte forklarer ”where you sleep”, hvorpå tolkningen kan fortsætte. I et andet eksempel påtager tolken sig også at udrede, om der menes ”in or on the bed” og indgår i dialog med tiltalte om forskellen på de to. Tolken fornemmer i begge disse situationer risikoen for en potentiel misforståelse og udviser dermed sproglig ekspertise og forståelse for vigtige nuanceforskelle. Tolken udviser også situationsfornemmelse, da forsvarer og anklager under afhøringen spørger meget gentagende og indgående ind til netop disse detaljer i forhold til afklaring af skyldsspørgsmål og etablering af handlingsforløb.

De tolke, som ikke benyttede denne type strategier, men overførte det umiddelbart hørte eller forståede, gengav udsagn med langt mindre præcision og detaljerigdom samt ofte i et langt mere opsummerende format.

Forskning på området understøtter da også, at tolken snarere bør betragtes som en deltager i samtalen på lige fod med de andre samtaledeltagere (men naturligvis med andre opgaver end fx en dommer eller en anklager). Ifølge Tolkehåndbogens konventioner og de generelt restriktive normer for tolkens diskursive rettigheder, burde tolken dog ikke selv tage ordet i denne situation, men kun agere talerør for tolkebrugerne og intet andet.

• Idealet om at præcis, akkurat tolkning er korrekt tolkning

I Tolkehåndbogen står også, at tolken skal gengive det sagte ”uden at ændre, tilføje eller udelade noget – og så vidt muligt med den talendes egne ord”. Men en central pointe inden for oversættelsesvidenskaben er, at de færreste udsagn rent faktisk kan overføres direkte og 1-1 fra et sprog til et andet. På grund af grundlæggende typologiske forskelle mellem sprogene skal tolken ofte ændre på ordenes rækkefølge, bruge flere eller færre ord i oversættelsen end i originalen eller tydeliggøre oplysninger for at formidle mere eller mindre det samme budskab.

Lad os sige, at en sagsbehandler i et jobcenter ønsker at formidle, at borgeren skal i jobafklaringsforløb. Dette begreb vil sandsynligvis være helt fremmed for et menneske, som ikke kender til dansk lovgivning og juridisk praksis på arbejdsmarkedsområdet. Ja, selv for en indfødt dansktalende kan sådan et komplekst og sammensat begreb volde problemer. Det kan derfor være, at det skal forklares og uddybes. Måske skal der tilføjes information for at formidle betydningen så akkurat som muligt. Måske (og ganske ofte!) findes der i den sprogkultur, der tolkes til, slet ikke institutioner som kommuner og jobcentre eller den form for støtte, ydelser og forløb, der tilbydes i dansk regi. Tolken står derfor i den situation, at han eller hun enten skal oversimplificere informationen drastisk, oversætte til noget, der ikke er forståeligt, eller oversætte langt mere end det enkelte ord for at sikre, at begrebet kan skabe en tilstrækkelig grad af fælles forståelse mellem parterne.

Min analyse viste da også, at den vellykkede tolkning ikke nødvendigvis var lig med en 100 % akkurat tolkning i 1-1 forstand. Den tolk, som var aktivt lyttende og samarbejdende omkring betydningsdannelsen og gjorde et ekstra sprogligt arbejde ud af at sikre den fælles forståelse, leverede ofte bedre tolkning med en høj grad af nøjagtighed til følge.

Fælles forståelse er noget, der foregår mellem mennesker
Som professionel tolk har man et stort ansvar for at sikre fælles forståelse mellem parter, som ikke taler samme sprog. Udover sproglig og kulturel formidling skal man leve op til officielle normer og forventninger, udvise stort kognitivt og mentalt overskud, forhindre misforståelser og skabe sammenhængende og kohærent tale, selv når kildeudsagnet ikke nødvendigvis er det. Alt dette foregår under tidspres og uden forudgående kendskab til sagen og de involverede parter. Kildeudsagnene skal desuden bearbejdes og fortolkes i lys af den kontekst, institutionelle ramme eller det sammenhængende narrativ, de optræder i.

En større anerkendelse af tolken som professionel aktør kunne måske skabe større forståelse for og hensyn til tolkens arbejdsvilkår, således at lokale, kommunikation og adfærd kunne tilpasses tolken i højere grad. Dette kunne fx indebære, at tolken i nogle situationer fik en mere synlig rolle som mødeleder eller kulturel formidler med dertilhørende diskursive rettigheder. Det kunne også indebære et større fokus på taletempo, pauser og turnusordninger.

Måske ville det i det hele taget højne både tolkekvalitet og retssikkerhed, hvis alle interaktionens parter var (bedre) klædt på til denne særlige kommunikationsform? Udover at genetablere en certificeret tolke- og translatøruddannelse kunne dette inkludere træning for udvalgt personale i, hvad tolkning indebærer af faldgruber og begrænsninger, men også af muligheder for mediering og kulturel formidling. Alle deltagere – ikke kun tolke – bør måske have et grundigere indblik i, hvor komplekst det at tolke under tidspres er, samt at ordret oversættelse i praksis ofte er umuligt eller uhensigtsmæssigt. Selvom det fra myndigheders side kan virke som den mindst forstyrrende og mest effektive form for tolkning, kan det i nogle situationer komplicere snarere end lette kommunikation – og i værste fald lede til misforståelser. Tillid til den certificerede tolks sproglige ekspertise og medierende rolle er et vigtigt skridt i den rigtige retning.