Selv når du arbejder professionelt med ord, kan du måske have behov for at kombinere dem med fotos, der fænger! Enten i din markedsføring eller til at få en færdig opgave til at tage sig superflot ud visuelt. Eller også kunne du bare tænke dig, at dine fotos imponerede og fortalte din historie på en tydelig måde.
Kom med til denne redskabsorienterede workshop, hvor vi kombinerer viden, praktisk erfaring med kreativ inspiration. Vi dykker ned i mobilfotograferingens mange muligheder og giver dig værktøjer til at skabe billeder, der gør en forskel for dig og din virksomhed.
På workshoppen introduceres de vigtigste principper for fototeknik, lys, komposition og kreative metoder. Hovedparten af workshoppen består af nemme og sjove praktiske øvelser, konkrete tips og tricks samt erfaringsudveksling på tværs. Du får ny viden og praktiske erfaringer, som løfter din fotokunnen til næste niveau. Uden at det bliver langhåret eller svært – men tværtimod sjovt.
Det eneste, du behøver at medbringe, er din nysgerrighed og din mobil. Ved bekræftelse på tilmelding får du besked om at installere to gratis billedredigeringsapps på din telefon inden kurset.
Hvad kan du forvente?
- Hands on-læring i mobilfotografering med fokus på grundlæggende fototeknik og kreative greb. Vi gennemgår forskellige genrer som portrætter, selfies og eventfotos
- Øvelser med gratis redigeringsværktøjer – både manuelle og AI-baserede – der gør det nemt at optimere dine billeder.
- Du behøver kun din mobil, et par gratis apps og din nysgerrighed for at lære at lave spektakulære og virkningsfulde billeder, der sælger dit budskab.
Om underviseren
Martin Simonsen er fotograf og kommunikatør. Han har ca. 20 års erfaring med at skabe fotos, som indgår i større kommunikationsmæssige sammenhænge både i trykte medier og online.
Sted: Mødelokale hos DM, Peter Bangs Vej 30, Frederiksberg
Tilmeld dig via mail@translatorforeningen.dk SENEST 22. januar 2026 kl. 12.00. Tilmelding er bindende efter tilmeldingsfristens udløb.
Pris: kr. 1.200,- ekskl. moms.







