Det danske Translatørvæsen

i forbindelse med Øre sunds tolden helsingør startede danske translatør væsen 1635

En kort historisk gennemgang af professionens oprindelse, rettigheder, udvikling ­– og afvikling.

Det begyndte med et åbent brev til Øresundstolden i Helsingør fra Kong Christian d. 4 af Danmark, der den 21. august 1635 skrev:

»Eftersom vi kommer udi forfaring om den udordning, som sig paa vor toldboed udi vor kiøbsted Helsingør tildrager af aarsage, at fremmede nationer, som igennem vore strømme passere og seigle, deris toldsedeler hver paa sit sprog ofvergifver, da ville vi hermed befalet hafve, at alle fremmede nationer deris vare, som de fortolde skulle, saa och toldsedeler, paa voris danske sprog lader ofversette«.

Det blev forkyndt, at der skulle udpeges en række personer til at oversætte toldsedlerne mellem dansk og de påkrævede sprog, men at det skulle være frit for enhver at oversætte eller lade sin toldseddel oversætte.

De mænd, der blev udpeget, var ikke translatører, men de førte titlen ”Translateur” og må således betragtes som forløberne for den danske translatørstand. Således startede det danske Translatørvæsen, selvom det var begrænset til at omfatte de skibspapirer, som vedrørte Øresundstolden.

Oversættelse i det 18. århundrede
Det antages, at alle sager vedrørende oversættelser af officiel karakter rundede notarius publicus i København i det 18. århundrede, og at notarius anvendte en række personer med særlige fagsprogkundskaber til disse opgaver. I hvert fald udnævnes den 25. april 1787 ved kongelig bevilling Danmarks første officielle translatør, Peter Andreas Heiberg, i sprogene svensk, portugisisk og italiensk m.fl., og derpå følger en ansøgning fra notarius til kongen dateret den 7. august 1798, der henleder kongens opmærksomhed på behovet for flere translatører i de nyere europæiske sprog.

Translatørstanden vokser
I år 1800 er der kongeligt udnævnt i alt 12 translatører i en række sprogkombinationer, der har det til fælles, at de mestrer tysk og engelsk og dernæst en række andre europæiske sprog som hollandsk, fransk, italiensk, spansk, portugisisk, russisk, islandsk og svensk. Translatørerne blev prøvet af notarius (efter bedste evne!) inden bevillingen blev givet af Danske Kancelli.

I 1853 overgår udprøvningen til Indenrigsministeriet, der herefter og stadig efter bedste skøn uddeler (eller nægter at give) bevilling til translatørerne. Ved kongelig resolution blev der den 1. juni 1858 oprettet en eksamenskommission vedrørende translatører i visse sprog, dog vides det ikke, hvor grundige disse prøver egentlig var.

Eksamenskommission og sproguddannelser
Først i februar 1910 oprettes en egentlig eksamenskommission. Ansøgere til translatørbevillingen skulle indstilles til prøven af en eller flere personer, der hæftede for vedkommendes evner til at bestå eksamen. Translatøren skulle desuden bestå en række skriftlige oversættelsesprøver af forskellige dokumenter med juridisk, nautisk eller merkantilt indhold fra og til dansk og den enkelte translatørs fremmedsprog samt en mundtlig prøve af translatørens færdigheder som tolk inden for samme emner som for de skriftlige prøver. Herefter blev de beskikket som statsautoriseret af Handelsministeriet. Den første eksamen blev afholdt den 23. maj 1910.

Det er på dette tidspunkt, at Translatørforeningen bliver til. Du kan læse om foreningens tilblivelse på vores hjemmeside: https://translatorforeningen.dk/om-translatoerforeningen/

Allerede i 1920’ernes København kunne man deltage i specifikke sprogstudier i en række fremmedsprog, som foregik som aftenkurser på henholdsvis Kjøbenhavns Sprogkonservatorium og den ikke-statsstøttede Translatørskolen. Aftenkurserne fungerede blandt andet som forberedelse til translatøreksamen.

Eksamenskommissionen bestod frem mod slutningen af 1960, men inden den ophørte, tog

Handelshøjskolen i København skridt til at oprette en egentlig akademisk og forskningsbaseret erhvervssproglig uddannelse. Forhandlinger med Handelsministeriet, hvorunder translatørordningen sorterede, og translatørkommissionen, der varetog translatøreksaminerne, mundede ud i, at Handelshøjskolen på visse betingelser overtog afholdelsen af translatøreksamen, og således kom uddannelsen cand.ling.merc. til at inkludere translatørbeskikkelsen.

Ret til at føre kongekrone
Det præcise tidspunkt for, hvornår de danske translatører fik ret og tilladelse til at føre kongekrone i deres embedssegl, fortaber sig i fortidens analoge arkivførelse. Translatørbevillingerne fra omkring 1800 rummede ingen bestemmelser om særlige segl til brug for translatører, dog ved man, at ordet kongelig almindeligvis blev brugt for at indikere en statslig sammenhæng, ligesom officielle breve fra statsadministrationen blev underskrevet i kongens navn (Under Vort Kongelige Segl). Og det er tillige tænkeligt, at det kongelige segl er blevet koblet sammen med professionen translatør i Øresundstoldens tid, hvor translatørerne var kongeligt udnævnt som kongeligt edsvorne translatører, og toldsedlerne sandsynligvis var forsynet med et officielt kendetegn eller segl – kongekronen. Men det er spekulation.

Det er derimod ikke spekulation, at Handelsministeriet den 13. november 1934 rettede henvendelse til Statsministeriet med et spørgsmål om, hvorvidt translatører var berettiget til at anvende Kongekronen til bekræftelse af oversættelser. Resultatet af denne skrivelse blev, at den daværende Translatøreksamenskommission den 15. december modtog en afgørelse fra Handelsministeriet, hvori der stod, at de kongeligt bevilligede translatører måtte anvende Kongekronen i deres bekræftelser, så længe formålet var at fremhæve den foreliggende statsautorisation, eftersom den praksis havde været anvendt i en lang årrække. I samme skrivelse fremgik det, at Translatørforeningen havde modtaget samme besked.

Altså gav Statsministeriet tilladelse til at benytte Kongekronen i translatørseglet til brug i en autoriseret translatørs bekræftelse af en oversættelse. Dog afviser daværende statsminister Thorvald Stauning den 2. november 1935 at give translatører tilladelse til at anvende kronen på deres brevpapir, da Kongekronen er forbeholdt statsmyndigheder og statsinstitutioner.

I Rigsarkivet fremgår det desuden, at der den 29. september 1989 er sendt en skrivelse til Translatørforeningen, som lyder: ”Ud fra ordlyden i Statsministeriets tilladelse fra 1934 kan der ikke herske tvivl om, at en translatørs ret til at benytte Kongekronen i sit segl alene grunder sig på den statsautorisation, som vedkommende har fået. En statsautoriseret translatør er ikke bundet til at benytte Kongekronen i et segl eller stempel, der har form som en liggende oval, men kan teoretisk udforme seglet på en anden måde. I de af statsautoriserede translatører brugte segl og stempler forekommer foruden den pågældendes navn udtrykket “interpretes regius juratus” (kgl. edsvoren oversætter). I betragtning af, at statsautorisationen ikke længere meddeles ved en kgl. ekspedition, finder Rigsarkivet, at den latinske oversættelse er upræcis. Under henvisning til Rigsarkivets skrivelse til Translatørforeningen af 1. august 1988 skal man hermed korrigere samme og efter omstændighederne fastslå, at statsautoriserede translatører er berettiget til at benytte Kongekronen i segl og stempler til brug ved bekræftelse af oversættelser”.

I en skrivelse dateret på Amalienborg den 15. april 1987 til formanden for Translatørforeningen oplyser Det Kongelige Hofmarskallat følgende: ”I bevarelse af Deres brev af 6′ d.md. beklager Hofmarskallatet at måtte meddele, at man ikke herfra kan hjælpe med den nødvendige dokumentation for Translatørstandens ret til at benytte den kongelige Krone i stempel/segl. Det kan tilføjes, at Hofmarskallatet, grundet den hævd, der må siges at være vundet på brugen, intet har at indvende mod Translatørforeningens benyttelse af Kronen som udtrykt i det fremsendte logo” (Translatørforeningens nuværende logo).

Translatørlovens fødsel
I næringsloven af 28. april 1931 blev betegnelsen ”kgl. aut.” erstattet med betegnelsen ”statsautoriseret”, hvilket var den betegnelse, der blev benyttet på translatørbeskikkelserne, indtil ”Lov om translatører og tolke” blev vedtaget den 8. juni 1966 (Lov nr. 213 af 8. juni 1966).

Denne lov var formentlig verdens første egentlige translatørlov og blev til på opfordring af Folketinget, der den 30. april 1965 fremsatte forslag til en dansk lov om translatører og tolke i forbindelse med andre autorisationsgivende love som erstatning for næringsloven. Translatørloven tjente som forbillede for lovgivningen i de nordiske nabolande og gav eneret til titlen translatør i Danmark såvel som i nabolandene. Desuden tilføjede loven en højnelse af retssikkerheden, idet lovbestemmelserne gav translatører eneret til at udføre bekræftede oversættelser af en lang række vigtige personlige og juridiske dokumenter. Loven indeholdt i korte træk beskikkelseskravene (der først og fremmest beroede på en bestået femårig translatøruddannelse), translatørers rettigheder og pligter (bl.a. en beskyttelse af titlen Translatør) og straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser.

Translatørstandens officielle afvikling
Frem til december 2015 var det kun statsautoriserede translatører, der kunne stemple og med deres underskrift bekræfte oversættelsers rigtighed med juridisk bindende virkning, og standen var underlagt translatørlovens bestemmelser.

Men pr. 1. januar 2016 ophørte translatørloven og dermed statsautorisationen. Dette skete som led i en såkaldt vækstaftale, idet nogle politikere mente, at translatørernes eneret til at kunne bekræfte oversættelser med juridisk gyldighed udgjorde en hindring på markedet. Resultatet af afskaffelsen blev derimod, at de konkrete uddannelsesmuligheder med tilknyttet forskning på de højere læreanstalter inden for fagsproglig oversættelse og tolkning langsomt men sikkert blev udvandet, og der er således i dag ikke nogen reel mulighed for at sikre landets fortsatte tilgang af højtuddannede translatører og tolke, ligesom der ikke længere findes nogen garanti for brugerne af translatører og tolke for, at de får den fornødne kvalitet.

Fremstillingen ovenfor er blevet til på baggrund af Flemming Koues værk ”Danske Translatører gennem tiderne 1635-2008”. Flemming Koue er tidligere formand i Translatørforeningen, lektor på CBS og tidligere statsautoriseret translatør i tysk.

Af: Caroline Qvist Abel