Få dine penge hjem (proceduren før inkasso)

Hvad er næste skridt, når kundens indbetaling ikke er gennemført rettidigt?

Translatørforeningen har lavet en miniguide til dig, der står over for en dårlig betaler.

Her er de fire skridt, du bør tage, før du skal tænke ”Inkasso”!

1)     Ryk

Er din faktura ikke blevet betalt til tiden, er det på tide at handle.

Nogle rykker efter en uge, andre efter 14 dage, nogle rykker ved hjælp af deres revisor eller via deres regnskabsprogram (læs om online regnskabsprogrammer her), og hos nogle kunder nytter det ikke at rykke lige med det samme, fordi de holder sig til deres 30, 60 eller 90 dages betalingstid. Det ved du bedst selv, men ryk – det viser sig i langt de fleste tilfælde at være det, der skal til.

Sandsynligvis skyldes den manglende betaling nemlig ikke uvilje, men blot forglemmelse hos debitor. Derfor er det en god idé at starte blidt ud med en venlig reminder – enten på mail eller telefon. Og der er ingen regler for, hvor ofte du må rykke.

Hvis det ikke drejer sig om en uskyldig forglemmelse, kan det kræve lidt ekstra at få dine penge hjem. Heldigvis er inkasso langt nemmere end de fleste går og tror – og måske også billigere.

Du kan selv stå for inkasso i fogedretten, eller du kan få hjælp af en advokat eller et inkassofirma.

2)     Pålæg gebyr

I princippet kan den første rykkerskrivelse indeholde et rykkergebyr. Uanset om du tyr til rykkergebyr med det samme eller først efter et par venlige remindere, er der nogle regler, du skal være opmærksom på. Du må maksimalt pålægge et rykkergebyr a maksimalt 100 kr. tre gange, og debitor skal have det at vide sammen med en rykkerskrivelse og have 10 dage til at betale, inden du sender den næste skrivelse ud.

Der findes også et kompensationsgebyr på 310 kr., som må pålægges virksomheder (B2B) – altså må du IKKE pålægge dette gebyr, hvis din kunde er en privatperson. Det er et gebyr, der er uafhængigt af de øvrige renter og kan pålægges, når du måtte ønske det i din inddrivelsesproces. Det skal dække dine ekstra udgifter i forbindelse med inkassofasen.

Reglerne er specificeret hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen: www.forbrug.dk/artikler/forbrug/test-og-raad/forbrugerleksikon/rykkergebyr/

3)     Ring til eller mød op hos skyldner

Det er simpelt, men ganske effektivt. Det er ikke muligt at ignorere et opkald eller et fysisk fremmøde i samme grad som en mail. Desuden er det en god måde at komme i dialog med debitor på, hvis den manglende betaling fx skyldes, at din kunde har brug for ekstra tid til at betale.

4)     Send inkassovarsel

Inkassobrev, påkravsskrivelse eller inkassovarsel – det varsler inkasso. Du kan selv sende det, eller du kan få et inkassofirma eller en inkassoadvokat til at gøre det for dig. Det hele fremgår af inkassoloven. Men læs lige sidste passage, før du gør noget.

Vælg din inkassopartner med omhu
Translatørforeningen har takket være sine årvågne og altid grundige medlemmer erfaret, at det er yderst relevant at vælge sin inkasso-håndlanger med omtanke. Omtanke i denne sammenhæng er lige at tjekke på fx Google Review, Trustpilot eller et hvilket som helst foretrukket forbrugeranmeldelsessite, om den udpegede kandidat nu også kommer med gode anbefalinger i baglommen.

Til slut er der blot at huske at tage ovenstående fire skridt i en ordentlig men bestemt tone. Sådan løses betalingsuoverensstemmelser nemlig bedst.