På den ordinære generalforsamling den 24. maj 2023 i Aarhus overraskede translatør og tolk i fransk Rose Nira Glad hele forsamlingen ved at takke ja til at overtage formandskabet i Translatørforeningen efter at den konstituerede formand, Christina Furholm Kjærgaard, valgte at træde tilbage og i stedet påtage sig posten som foreningens kasserer.
Nira Glad var suppleant, da Mette Davies fratrådte posten som formand i december 2022, og trådte således ind i bestyrelsen, da Christina Furholm påtog sig formandskabet efter Mette Davies. Nu er Nira valgt til formand med fuld opbakning fra foreningens medlemmer.
Fransktranslatør har overtaget formandskabet
Nira Glad har bygget sin karriere op på baggrund af en Erhvervssproglig kandidat i fransk og engelsk. Siden hun i 1991 blev færdiguddannet translatør og tolk fra Copenhagen Business School (CBS) med speciale i voldgift i fransk ret, har Nira blandt andet fungeret som direktionssekretær og oversætter i et ingeniørfirma samt translatør i et advokatfirma. I 2006 startede Nira som selvstændig translatør og tolk med speciale i juridisk oversættelse og sagsbehandling for danskere med ejendom i Frankrig. Med denne profil blev Nira i 2015 udnævnt expert judiciaire – traducteur assermenté (edssvoren oversætter) ved appelretten i Montpellier i Frankrig, hvor hun netop har ansøgt om at få forlænget sin første femårsperiode.
Nira Glad varetager, ud over formandskabet, en bestyrelsespost i IBC-CBS (alumniforening), redaktion af EEO/DICOPRO – Erhvervs- og ejendomsordbogen og sit firma fra hovedstadsområdet, hvorved Translatørforeningen atter har fået en formand, der ikke er mange minutter væk fra foreningens hovedkontor, når altså ikke hun befinder sig i en havkajak ud for Grønlands kyst eller spiller altsaxofon i sit jazzband.
Visioner for Translatørforeningen
Nira Glad har påbegyndt sit formandskab med et ønske om at synliggøre foreningen udadtil og indadtil. I forlængelse af denne vision er foreningen atter repræsenteret på Dansk Sprognævns sprogfestival Sprogense, der foregår medio september i Bogense, mens foreningen ultimo september afvikler sin egen sprogkonference, også på Fyn. På det netop overståede bestyrelsesseminar er det også besluttet, at foreningen skal deltage på Folkemødet i 2024.
Translatørforeningen byder Nira Glad velkommen på posten og takker samtidig Christina Furholm Kjærgaard (konstitueret formand december 2022-maj 2023) og Mette Davies (maj 2019-december 2022) for deres store indsats for foreningen under hvert deres formandskab.