Portræt af et medlem
Jørgen Christian Wind Nielsen begyndte på Handelshøjskolen i København i 1973 uden nogen egentlig plan for sit studieforløb. Han var lige landet efter en rejse i det sydlige Afrika sammen med en ven, og nu søgte han ind på spansk og engelsk sammen med selvsamme rejsekammerat, for så kunne de følges ad på korrespondentstudiet.
Det blev begyndelsen på en livslang karrierevej, der startede lige der på tærsklen til studierne, og som med årene blev mere og mere tydelig. Den karriere vil vi gå i dybden med her, hvor den markeres med et 40-års jubilæum. For den 1. november 1983 blev Jørgen ansat som konsulent i den fagforening, der i dag hedder Forbundet Kommunikation og Sprog.
Året inden blev Jørgen færdiguddannet cand.interpret. i spansk, beskikket translatør og tolk af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som det hed dengang, og meldte sig ind i Translatørforeningen. I dag er han på grund af tilløbne tekniske udfordringer i foreningen, som skete for over 20 år siden, blevet tildelt medlemsnummer 1.
Handelshøjskolen op gennem 70’erne
Undervejs i studierne begyndte Jørgen at snuse til Studenterrådet (DSR) og dets arbejde ude i Handelshøjskolens gamle bygninger på Fabriksvej på Frederiksberg. Han kastede sig over introduktionskurser for nye studerende og tillidsrepræsentantseminarer.
Jørgen mindes sit arbejde med den begejstring, som storhedstider fremkalder: ”Det var en rigtig forretning! Studenterrådet drev uddannelsesinstitutionernes boghandlere, og jeg var med til at arrangere kæmpefester på Handelshøjskolen, hvor der blev omsat for store penge på koncerter med blandt andre Eddie Skoller og Trille. Vi festede i dagevis.”
Studenterrådet var i øvrigt involveret i styrelsesorganer som studienævnet, fakultetsrådet, konsistorium og en række faglige udvalg, for eksempel terminologi. Netværk, som Jørgen katalogiserede i regneark. Netværk, som stadig den dag i dag er en vigtig del af Jørgens professionelle profil som konsulent i en fagforening.
Jørgen blev snart involveret i at skrive Studenterrådets rusbøger og bladet Fabrikken samt HHK’s arbejdspladsavis, der dengang hed ”Kræmmerhuset”: ”I dag hedder det CBS WIRE. Det var jeg med til at starte. Så du kan nok se, jeg levede mit liv derude i 70’erne.”
Langhåret kommunist på Cuba
”Jeg kom ind på den her vej ved et tilfælde!” mindes Jørgen. ”Jeg synes, det er interessant, at i dag laver fagforeninger og faglige foreninger højt profilerede aktiviteter om jobsøgning og cv-skrivning med titler som ”Få et relevant studenterjob”, ”Bliv god til jobsamtalen”, mens jeg aldrig har skrevet en jobansøgning eller et cv. Jeg var en flippet og langhåret fyr i 80’erne, da Birgit Meise, der var formand i Korrespondentsammenslutningen, tog mig ind på trods af mit udseende på grund af de ting, jeg havde lavet i Studenterrådet. Hun kunne se, at det kunne de bruge, i stedet for at tænke: han er bare en langhåret kommunist, der flagrer rundt på Cuba, og som ikke kan komme hjem og underskrive sin egen ansættelseskontrakt. Det var superflot gjort. Man ved ikke, hvor man ender,” slutter Jørgen eftertænksomt og med et smil i stemmen.
Jørgen kom nemlig ikke hjem og underskrev sin første og eneste ansættelseskontrakt i 1983. Umiddelbart efter at have fået sit kandidatbevis i hånden, tog Jørgen først til Sydamerika med sin kæreste, efterfølgende til Cuba. Hjemme igen vågnede han op til en virkelighed som arbejdsløs: ”Jeg havde ingen fornemmelse af, hvad et akademisk arbejdsliv var. Jeg er vokset op i en arbejderfamilie og har altid selv haft diverse jobs, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med en kandidatuddannelse. Der var jo ikke arbejdsmarkedsorienteringskurser og introduktionskurser til erhvervslivet. Det fandtes ikke. Så jeg rejste med Tidens Højskole til Cuba. Der begyndte jeg. Vi besøgte arbejdspladser og talte med politikere, og jeg fungerede som tolk. Det var et reelt crash-kursus til virkeligheden. Jeg skulle jo den vej og fik da også smag for det.”
Men Jørgen havde ikke behøvet bekymre sig om livet som arbejdsløs translatør og tolk, for i sin tid i Studenterrådet havde Jørgen arbejdet sammen med én, der var blevet ansat i Korrespondentsammenslutningen. Hun koblede Jørgens organisationsarbejde op på en mulig karriere dér, og hjalp ham således ind i det, der senere blev til Erhvervssprogligt forbund.
”Jeg kom altså hjem fra Cuba og havde min første arbejdsdag som ansat i Erhvervssprogligt Forbund i Frederiksborggade.” Jørgen startede med at lave bladet ”Sprog og Erhverv” samt efteruddannelseskurser: ”Det var mere eller mindre som i min tid i Studenterrådet. Vi holdt arrangementer på Handelshøjskolen, fordi der dengang var en 1:1-identitet mellem de sprogstuderende på Handelshøjskolen og Erhvervssprogligt Forbund.” Tiden gik, som Jørgen selv siger. ”Et par gange var jeg på tolketræningskursus i Europa- Parlamentet af en måneds varighed, men jeg var ikke god nok, for jeg arbejdede jo ikke længere med mit sprog. Jeg har også i perioder lavet oversættelser, for at holde det ved lige, men det holdt jeg så op med. Jeg frameldte mig derfor også Politiets Tolkeliste i løbet af 80’erne. Det gik jo ikke, jeg blev kaldt ud til at tolke, når jeg var blevet rusten.” Og således var Jørgen Christian Wind Nielsens karriere lagt ud foran ham, uden at det var videre bevidst.
Jørgen og Translatørforeningen
Interessen for sproget i form af grammatik og oversættelsesteori blev erstattet af engagementet for sprog på et politisk og organisatorisk niveau. Og som det måske fremgår tydeligt, læste Jørgen ganske vist spansk på eksamensbeviset, men han læste indirekte til sin nu 40 år lange karriere som konsulent i en fagforening. Jørgen selv formulerer det lidt anderledes: ”Konteksten, som sprog findes i, det er mit arbejde.”
Ud over at have sproget som arbejdspassion er Jørgen også blevet historiebæreren i forbundet. Ikke mindst fordi han er den, der har været der længst. Han er også historiebærer af Translatørforeningens historie, som han sideløbende altid har været helt eller delvist medfortæller af.
I sit arbejde i Erhvervssprogligt Forbund forblev Jørgen nemlig medlem af Translatørforeningen. Da Danske Translatører i 1989 brød ud af Translatørforeningen, fik Translatørforeningen som konsekvens økonomiske problemer. Året efter indgik man derfor en administrationsaftale med Erhvervssprogligt Forbund. På det tidspunkt var Erhvervssprogligt Forbund opdelt i kredse, og som en forlængelse af administrationsaftalen flyttede Translatørforeningen i 1994 sammen med Erhvervssprogligt Forbund og blev fuldt integreret som en selvstændig kreds for netop selvstændige translatører og tolke. I den periode var Jørgen udlånt til Translatørforeningens sekretariat, indtil Jørgens chef havde brug for at råde fuldt over Jørgen igen.
For Jørgen og for Translatørforeningen var båndet dog ikke brudt. Jørgen var medansvarlig for, at Translatørforeningen kom ind i FIT (International Federation of Translators) ad to omgange. Men det er en anden historie, der dog har betydning personligt for Jørgen, idet han omkring 1984 af private årsager fik kappet båndene til Spanien og Sydamerika for i stedet at blive evigt bundet sammen med Afrika. Da Jørgen fik Translatørforeningen genindmeldt i FIT i 2022 og deltog på generalforsamlingen på Cuba var det således kun anden gang, han var tilbage under de himmelstrøg siden 1983. Første gang var i 2019 i Panama, også til en konference i FIT-regi.
I 1992-93 kom bachelorreformen som langsomt og uden intention fik følgende konsekvenser i Jørgens overskrifter: Handelshøjskolernes forskellige afdelinger blev lagt sammen til et større campus. Det fik betydning for udviklingen i Erhvervssprogligt Forbund. Erhvervssprog tabte terræn og mistede studerende. Virkeligheden blev alment sprog frem for fagsprog. I 2004 ændrede Forbundet navn til Forbundet Kommunikation og Sprog. Og så kom det sidste knivstik til translatørprofessionen:” Jeg var med til at skrive til Folketinget og demonstrere, da man afskaffede Translatørloven. Også Danske Translatører deltog.” Jørgen nævner uundgåeligt Danske Translatører, fordi deres brud med Translatørforeningen også har trukket nogle overskrifter i hans nu 40 år lange karriere.
Jørgen forklarer: ”Danske Translatører brød ud, fordi de ikke ville inkludere lønmodtagerne, mens Translatørforeningen fortsatte med både at have selvstændige og lønmodtagere blandt medlemmerne i et dengang tæt samarbejde med Erhvervssprogligt Forbund. Men da Translatørforeningen så forlod Forbundet, lavede vi en ny samarbejdsaftale, hvorefter vi ikke måtte hverve på hinandens medlemmer, og de selvstændige blev hos Translatørforeningen, og de ansatte blev hos Erhvervssprogligt Forbund – og derfor opstod dobbeltmedlemskabet.” I dag findes der kun en minisamarbejdsaftale mellem Translatørforeningen og Kommunikation & Sprog, der handler om det praktiske omkring at dele kontor. Jørgen har en i bakspejlet interessant observation omkring den udvikling: ”Translatørforeningen skulle aldrig have været skilt ud af Erhvervssprogligt Forbund, hvis du spørger mig. Det var en strategisk fejl, der sammen med de øvrige forhold svækkede translatørernes position i Danmark. Vi ville have haft en gruppe selvstændige på et for fagforeninger tidligt tidspunkt og en langt højere grad af interaktion med translatørerne.”
40 år lang karriere
I dag arbejder Jørgen med det faglige indhold, som han har gjort det de sidste 40 år. Han skruer uddannelser sammen, sikrer samarbejdsrelationer med universiteterne og Translatørforeningen samt kommunikationsorganisationer og laver arrangementer i samarbejde med fx Europa-Kommissionen. Han har været ankermand på Hieronymusdagen igennem 10 år sammen med folkene på Københavns Universitet og andre. Og således har han styrket sin profil som manden, der arbejder med sprog og uddannelse samt kommunikation. ”Der er faglige grunde til, at jeg har været her i al den tid. Jeg synes, kommunikation i forskellige former er helt central for det at være menneske. Jeg synes, der er et kæmpe misforhold mellem den måde, man behandler sprog på og aflønner sprogmedarbejdede på, i forhold til, hvor vigtig sproget er. En dimension af det er teknologien. Når vi havde undervisning i jura og fik en term, sad vi og skrev dem ned på små kartotekskort og satte dem i alfabetisk orden til vores egne ordbøger. Derefter kom der lidt forskellige former for oversættelsesprogrammer og teknologier, hvor man kunne slå ord op, og så blæste internettet ind og dernæst maskinoversættelse i forskellige versioner, og nu sidder vi med kunstig intelligens, der i denne sammenhæng er fuldstændigt baseret på sprog. Og vi har en international virksomhedskommunikation båret frem af internettet og sociale medier, der gør, at landene kommunikativt hurtigere møder hinanden og det viser, hvor vigtigt det er med sproglige og kulturelle og nu teknologiske kompetencer. Det har været spændende at følge alle de år. At se hvor meget det (sprog, kommunikation og sprogteknologi) har været nedprioriteret og hvor højt det prioriteres i dag.” Sådan opsummerer Jørgen fortiden, nutiden og fremtiden. Og han mener også, det er ved at vende på uddannelsesniveau. Som Jørgen kan sige det: ”Sprog er helt centralt i dag.”
”Jeg har i min tid i Forbundet haft fem direktører og fem forpersoner. Jeg har formået at manøvrerer i de vekslende landskaber, fordi jeg har lavet fagligt arbejde, som bunder i en faglig identitet, der er, at jeg har læst oversættelse på Handelshøjskolen op gennem 70’erne. Og så har alting udviklet sig og forandret sig, men min identitet er den samme.”
Med kælderen fuld af billeder fra de sidste 40 år er Jørgen uofficielt museumsdirektør. Og det holder han fast ved, så længe han kan.
”I gamle dage skrev jeg artikler, fordi jeg har en aktivismetilgang til mit fag. Det skal være stærkt, synligt og dynamisk. Og det er der andre end mig, der også mener, og deraf er der udsprunget et fyldigt netværk, hvor trådene mødes rundt omkring mig. Mit personlige engagement fletter på den måde hele mit liv sammen. Kontakterne i Excelarket er bare skiftet ud med et levende netværk på de sociale medier, og artiklerne er skiftet ud med fotoreportager af alt, jeg foretager mig.” Er du ven med Jørgen på hans forskellige sociale profiler, vil du vide, hvad han taler om. Jørgen dokumenterer og deler indblik i alle de sammenhænge, han fagligt og privat er en del af. Og det er ikke så få.
Et eftermæle
”Hvis der er noget, jeg er stolt af og glad for, er det, at jeg har holdt fast i at tro på sprog, og at det at arbejde med sprog er det vigtigste og en forudsætning for alt muligt andet. Derfor skal man blive ved med at arbejde for en anerkendelse af det. Både politisk og erhvervsmæssigt. Sprog er en vigtig kompetence, en professionel kompetence, der skal honoreres tilsvarende. Der kommer måske færre translatører og færre specialiserede sprogfolk, men dem der findes, de kommer til selv at kunne sætte priserne. Lavprismarkedet vil altid være der, men det bliver givtigt at have spidskompetencer som disse, for flere og flere får brug for dem.” Sådan afslutter Jørgen vores interview. Tilbage er kun at spørge, hvor længe han har tænkt sig at blive ved?
”Jeg har nået en alder, hvor jeg kan vælge at gå ud ad døren, når jeg vil. Og måske er der noget, der udløser det, men lige nu trives jeg fortsat i min løbebane. Måske vågner jeg en dag og tænker, jeg vil se det indiske ocean en sidste gang, men lige nu har jeg det godt, hvor jeg er: 71 år og seks måneder gammel. Rolling Stones har lige udgivet en ny LP. Mick Jagger er lige fyldt 80 år. Jeg fik min første Stones-plade i 1964, så hvis de kan blive ved, så kan jeg også.”
Tillykke med jubilæet!
Skrevet af Caroline Qvist Abel
